Den dag min niece ringer, ligger der en død due på taget af naboens udhus.
Den kan have ligget der i dagevis, før jeg opdager den.
Jeg ser tit den samme mand, ligge og sove på en af bænkene i Parc Duden, når jeg går en tur. Han kan være død.
Han kan være en krop, hvor ingen længere har hjemme.
Blod, der falder til bunds og brunlillae ører.
Han kan også være min bror.
En gruppe hjemløse har slået sig ned under et halvtag i parken.
Rundt om bygningen vokser en hæk.
En mand tager brusebad med en spand.
Hækken når ham til livet.
Der dufter af sæbe i parken, og parakitternes reder danner store knuder i trætoppene.
Hjem uden vægge.
Andre ligger og sover på de store græsplæner.
Jeg er der ikke, da min bror dør.
Faktisk er han ikke særlig meget min.
Jeg ser ham ikke falde om.
Jeg ser ikke hans kone sidde i køkkenet eller ved hans side.
Hans hænder griber måske fat i noget.

Ude foran soveværelsesvinduet i lejligheden på Chaussée de Bruxelles står et træ. Parakitterne sætter sig i det, når de flyver mellem parkerne.
Vi bor på anden sal.
Haven vokser op ad muren, fordi den ikke bliver passet.

En mus kravler ind i lejligheden.
H jager den om natten.
Jeg er træt og gravid.
Han stabler møblerne oven på sengen, hvor jeg ligger, mens han løber rundt efter musen med et kosteskaft.

Da min moster dør, flytter vi ind i hendes lejlighed.
Vi kan ikke komme rundt.
Jeg kanter mig omkring med min mave og min jernmangel.
Vi kan ikke komme af med hendes møbler og er allerede flyttet ind.
Mine forældre og jeg må smadre min morfars skulpturer i atelieret og smide dem i en container, hvorefter de bliver kørt væk.
En antikvitetshandler råber efter mig, at vi er bindegale.
Min morfar havde bedt om at få dem destrueret ved sin død.
Han døde i 1977, men de stod der stadig i 2010.
Atelieret bliver tømt, og der flytter lejere ind som ikke ved, hvad de skal bruge det til.

Om onsdagen går jeg til syning i Curegem.
Kurset er organiseret af socialkontoret og er gratis.
Vi skal lære at reparere vores tøj eller sy nyt.
Kvinderne er frustrerede.
En af dem er hele tiden ved at komme op og slås.
Der er for få symaskiner.
Hun smider folks ting på gulvet.
En anden får en tredje til at sy tøj til sig.
Det er uoverskueligt.
Det er tungt og langsomt.
Radioen kratter og ingen skifter kanal.
Lærens tålmodighed har ingen grænser.
Han er fra Guinea.
Han arbejdede som skrædder, indtil tekstilindustrien flyttede til Kina.
En marokkaner, der går til hånde i samme bygning som sykurset, drømmer om at flytte til Danmark, hvor han har familie.
Han siger, at folk her hykler, hvorimod danskere i det mindste ikke skjuler deres racisme.

Jeg har boet her længe nok til at få en fortid her.
Ti år er gået.
Tiden hober sig op.
Her gik jeg fra min lejlighed hos min moster hen til H i hans etværelses på Avenue Wielemans Ceuppens.

Jeg havde ingen anelse.
Jeg gik på broen over kanalen, gennem det industrielle kvartér og under de mørke broer, hvor togene ramler over.
Jeg vidste ikke, hvad det ville indebære at gå den vej.
De var i gang med at bygge det nedlagte bryggeri om til udstillingsbygning.
De store kedler står der stadig og er gyldne i det store rum ved gadekrydset med møntvaskeriet, banken, køreskolen, hvor H tager sit kørekort og snacken, hvor den unge mand bliver genert, når jeg kommer ind.
Jeg ringer på med varme sandwiches og fritter à part.
H smider sin nøgle ned til mig i en sok. 

De vertaalde tekst lees je in de papieren versie van DW B 2017 1 ATLAS BRUSSEL.